Præstationerne i ’Talking Out Loud’ kunne ikke engang reddes af nogle fremragende forfatterskaber.
Scenen var forudindstillet med de fire skuespillere, der hver lavede små isolerede bevægelser i deres særlige rum. Det fysiske var engagerende, men dette holdt ikke.
Mange af præstationerne var utrolige. Deres monologer blev ofte givet med ringe vokal dynamik, og præsentationen af deres karakterer var stereotyp og sikker. Jeg ville gerne have set dristigere valg i karakterisering og retning. Nogle af de portrætterede følelser føltes også tvungne.
Det var en stor skam. Skriften var en blanding af sjovt, trist og tankevækkende stof, og Sidney Belony skal være stolt af sit arbejde. Det er bestemt aktuelt og anvendeligt, og publikum lykønskede hende med rette i slutningen af showet.
Men jeg kunne ikke lade være med at ønske, at der var brugt mere tid på karakterisering, da de stærke budskaber om køn, religion, identitet og race ofte gik tabt
Det er en skam, at kvaliteten af skuespillet og instruktionen ikke stemte overens med forfatterskabet.
Raniyah Qureshi var måske den stærkeste skuespiller, der gav mest dybde til hendes karakter. Jeg følte mig mest forbundet med hende og troede mest på hendes monologer. Jeg føler dog, at hun helt sikkert kunne være taget videre.
Der er en stor kraft i enkelhed, især i at stå stille. Desværre blev dette ikke altid anerkendt og Stijn de Graaf virkede ubehageligt og nervøst, hvilket tog væk fra det, der var en stærk monolog om identitet og etnicitet.
Lauren Cunningham-Amos fik flest grin, men jeg følte, at det i høj grad skyldtes manuskriptet. På trods af at have mest energi nogle steder, blev dette ikke opretholdt. Matilda Wickham åbnede showet med en luft af mystik; men hendes vokale dynamik var der ikke, og historien føltes hurtigt falsk.
Til sidst blev jeg skuffet. Dette show havde et stort potentiale, ligesom nogle af skuespillerne har - de fremstår modne og talentfulde, men det bliver bare ikke brugt nok i dette show. Karaktererne spilles stereotypt, og med de akavede lydeffekter minder det grueligt om en GCSE Drama Assessment. De er måske de bedste skuespillere i klassen, men tidsbegrænsninger og retning holder dem tilbage.
På trods af dette virkede aftenens show godt modtaget, og jeg håber, at skuespillerne, efterhånden som showene skrider frem, omfavner deres karakterer mere og går ud over gentagne håndbevægelser og monotone vokaler. Jeg glæder mig også til at se mere af Belony's arbejde, men måske i anden retning.
Jeg vil også opfordre andre til at se showet uanset, da manuskriptet bestemt dækker noget interessant materiale.
samlet set 55 % - 2:2
