Regeringen slår hårdt ned på brug af udråbstegn . Tilsyneladende, ligesom de fleste andre ting, skyldes deres udbredelse brugen af sociale medier. En generation af børn bruger dem med ubegrundet opgivelse.
Ifølge nye retningslinjer vil nationens totter kun blive rådet til at bruge dem i sætninger, der begynder med hvordan eller hvad. Dette er, ligesom alle retningslinjer, en direkte foranstaltning.
Det er bestemt glædesløst. At få børn, der bare er ved at lære at udtrykke sig, bekymrer sig for meget om, hvordan de gør det, er lidt ondskabsfuldt og lidt forvirrende. Jeg forstår appellen af udråbstegn: det udtrykker begejstring! Børn er meget entusiastiske. En del af det at være barn er også at eksperimentere med ting. Da jeg gik i folkeskolen, fortæller min mor, at jeg eksperimenterede med at stave ordet dog som vo i et stykke tid. Tog jeg fejl? Ja. Men jeg prøvede.
Desuden er det senere i livet - for det er ikke kun børn, der bruger dem liberalt - en måde at underspille kritik på, eller vise, at man faktisk ikke er vred! Du laver bare sjov! Du er et dejligt menneske!
Sidstnævnte er dog også et argument for at insistere på, at vi skalerer deres brug tilbage. For i de forkerte, ældre hænder bliver udråbstegnet et signal om uoprigtighed. Det er passivt aggressivt. Og jeg vil risikere, at de er populære blandt kvinder under professionel korrespondance, fordi vi er bange for at virke dominerende eller direkte.
Også at bruge en er lidt ligesom at grine af din egen joke, og så undskylde for det på samme tid. Det forvirrer snarere end oplyser. Hvilken tone mener du? Er du sur på mig eller ej?
Det er desuden afgørende, at de ødelægger Tinder og sms'er. Du tror, du er på en god måde - de har sendt et par hurtige narr, de har foreslået en god dato, og så bruger de et udråbstegn, og du kan bare ikke have lyst til dem. For udråbstegnet fremmaner alle de ovennævnte egenskaber – entusiasme, uoprigtighed, passiv aggression – der bare slår normale mennesker lige ud. Jeg smiler tappert og sender måske mit eget brev med et udråbstegn. Så har jeg en identitetskrise og taler aldrig med dem igen.
Måske er det et tyranni mod nationens børn - eller måske er det en måde at sikre civilisationens fremtid på. Hvis vi ikke vil slippe afsted med hinanden, vil der ikke være eventuelle børn at undervise.
